Online Opskrifter
printervenlig versionTip en ven


Pasta med kødboller

Den første forårsdag, hvor vi åbner vores sommerhus, starter tvillingefaderen den første morgen med at røre farsen til kødbollerne. Efter morgenmaden er kødbollerne i sovsen og den simrer. Til aftenmåltidet har vores kødboller simret i ca. 10 timer og sovsen er tyk og kraftig. Pastaen koges og retten serveres med lækker rødvin og et bredt smil. Pasta med kødboller er en god ret til alle størrelser.

En gammel italiensk specialitet; pasta med kødboller. Pasta med kødboller er en ret der skal stå længe, så bliver den bedst.

Ingredienser


500 g hakket kalv og flæsk
1 dl mælk
1 skive brød
en håndfuld hakkede friske krydderurter (f.eks. basilikum, rosmarin og evt. salvie).
1 spsk. dijon sennep
1 æg
50 g parmesan
olivenolie
2 dåser hakkede flåede tomater
1 løg
1 fed hvidløg
1 frisk chili
4 stængler bladselleri
1 spsk. tomatpuré
½ dl balsamico
100 g parmesan
 
Beskrivelse:
Skær skorpen af brødet og skær det herefter i små tern. Kom brødternene op i en skål sammen med mælk, sennep, hakkede krydderurter og det hakkede kød. Rør farsen godt rundt. Tilsæt æg, salt, peber og reven parmesan. Rør farsen, til den får en god konsistens. Form nu kødbollerne med en spiseske og sæt dem ned i den varme sauteuse sammen med 3 spsk. olivenolie. Vend kødbollerne efter ca. et minut. Kom låg på gryden og skru ned for varmen.

Hak hvidløg, løg og chili fint og kom det ned i gryden til kødbollerne. Rør forsigtigt, mens løgene bliver bløde. Tilsæt tomatpuré og herefter balsamico og lad blandingen koge helt ind. Kom de flåede tomater ned til kødbollerne og sæt låg på. Lad det simre et par minutter. Kog herefter saucen ind til passende konsistens.

Til sidst kommes små stykker af bladselleri og cirka en håndfuld hakket basilikum ned til saucen. Smag til med salt og peber

Kog spaghettien og put den i bunden af en dyb tallerken og kom kødboller og tomatsauce oven på. Riv parmesan henover retten. Pynt med basilikum og olivenolie